IMG_1021-8.jpg
Sk%C3%A6rmbillede%202021-06-07%20kl.%202

Når stjernehimlen tændes

I sit job som bedemand har 43-årige Rasmus Boe Hermansen tilegnet sig en afbalanceret bevidsthed omkring livet og døden, som han ønsker at give videre til sine medmennesker. Hans job minder ham om, at man skal huske at nyde selv de helt små ting i livet, for det er kun til låns, og inden vi ser os om, kan det være forbi.

Af Stine Schjøtler  
10. juni 2021

Garageporten åbnes, og Rasmus triller langsomt rustvognen ud på vejen. Dagens arbejdsopgave starter ved kirkegårdskapellet ved Faaborg Kirke. 

 

Han bakker op ad den smalle brostensbelagte vej, åbner bagsmækken og ruller rustvognens slædeudtræk ud. 

 

Da Rasmus låser kapellet op og slår den tunge træport til side, mærker man straks kulden. Men selvom temperaturen er omkring frysepunktet, får sollyset, der blidt skinner ind ad de små vinduer, rummet til at føles varmere. 

 

Rasmus trækker nænsomt det grå forhæng fra og tre hvide kister, der står lige så pænt på række, kommer til syne. Han tjekker grundigt navnene, som står skrevet på små papirlapper, der er klipset fast på låget. Efterfølgende kører han kisteliften til og løfter varsomt den kondensblanke kiste over på. 

 

Rasmus placerer kisten bagi rustvognen, sætter sig igen bag rattet, tænder stjernehimlen i kisterummet og er nu klar til at køre til kirken, hvor ceremonien skal afholdes. 

IMG_6757.JPG

Fra dødsdatoen må afdøde ligge på køl i et kapel i maksimalt 14 dage. Hvis ceremonien af gode grunde ikke kan afholdes indenfor de 14 dage, søger bedemanden om udsættelse heraf, og afdødes kiste bliver derefter lagt på frost.

Vejen til bedemandsbranchen 

Hver dag i omkring 6 år har Rasmus stået ansigt til ansigt med døden, sorgen og livets uigenkaldelige afslutning, når han sammen med de nærmeste pårørende har planlagt den sidste rejse for deres kære. 

 

Rasmus Boe Hermansen har begravelsesforretningen Den Lokale Bedemand sammen med sin kompagnon Morten Bytoft. Forretningen består af tre afdelinger beliggende i henholdsvis Svendborg, Ringe og Faaborg. Selv sidder Rasmus i forretningen på Odensevej 35 i Faaborg. Den Lokale Bedemand har udover Morten og Rasmus tre bedemænd, syv medhjælpende bedemænd og to kontorassistenter tilknyttet. 

Inden Rasmus blev bedemand, var han erhvervskonsulent hos TDC. Et job hvor han ofte skulle mase sig på og afspejle hardcore sælgerattitude. Rasmus fik for alvor øjnene op for bedemandsfaget, da han i sit arbejde som konsulent skulle opsætte fleksible mobilløsninger til bedemandsforretninger. Her besøgte han samtlige begravelsesforretninger på Fyn og stødte en dag ind i bedemanden Morten Bytoft, der ihærdigt forsøgte at overtale Rasmus til at blive en del af bedemandsbranchen. Pludselig bød muligheden sig. Dengang var Rasmus’ svigerfar indehaver af Faaborg og Omegns Begravelsesforretning, og hans kompagnon skulle gå på pension. Svigerfaren spurgte derfor Rasmus, om det ikke var sagen at komme i mesterlære hos ham og på sigt overtage bedemandsforretningen i Faaborg. 

 

Idéen om at skifte konsulentjobbet ud med et job som bedemand begyndte så småt at trække i Rasmus. Han kunne tydeligt se meningen med at hjælpe folk videre i deres sorg og valgte efter lidt betænkningstid og et par snakke med familie og venner at træde ind i svigerfarens bedemandsforretning, og som Rasmus veltilfreds slår fast, har han ikke fortrudt det siden. 

Når Rasmus kører afsted i rustvognen, er han altid iført sort jakkesæt, en kridhvid skjorte og et slips. Desuden sætter han en pin med forretningens logo, en sommerfugl, fast på jakkens revers. 

Hjælpen i den svære tid

Når døden indtræffer, er der mange praktiske ting, man som pårørende skal tage stilling til. Hvilken kiste skal afdøde lægges i, hvor skal ceremonien foregå, skal der være blomster, skal afdøde jordbegraves eller bisættes, og hvilken urne skal asken i?

 

- Det er selvfølgelig forskelligt, hvor meget jeg bliver inddraget i familierne. Nogle siger bare, “Rasmus, du skal tage dig af det hele”, hvorimod andre har styr på det meste selv. Det vigtigste for mig er bare, at familierne får det præcis, som de drømmer om, siger Rasmus.

 

Rasmus tager oftest ud og besøger familierne, der har mistet og bistår dem med forskellige forslag til, hvordan ceremonien kan forløbe. 

 

- I mit job som bedemand står døren altid åben, når jeg kommer ud til folk. Det er en stor kontrast til mit tidligere job, hvor man oftest skulle mase sig på og selv banke på døren. Når jeg kommer ud til de pårørende, er der kaffe og kage på bordet, og selvom det er en sørgelig situation, så kan jeg virkelig mærke, at de efterladte sætter pris på, når jeg kommer og gør tingene overskuelige, fortæller Rasmus. 

 

Mange tror, at bedemandens arbejde udelukkende består af at lægge afdøde i kisten og derefter fragte kisten til ceremonistedet, men virkeligheden er dog den, at det er et langt mere omfattende job. Rasmus’ arbejde ligger nemlig i de mange forberedelser op til begravelsen eller bisættelsen. Han ordner oftest alt fra at indberette dødsanmeldelsen, sætte dødsannoncen i avisen, koordinere med kirkens gravere, sygehus- eller plejehjemspersonale og bestille blomster, kiste og urne samt transportere kisten.

 

- Mit job indebærer hovedsageligt ting udenom den afdøde. Ud af 100 procent har jeg nok groft skitseret med afdøde at gøre i 5 procent af tiden. Resten af tiden står jeg for forberedelserne og kontakten med de pårørende. Det er dog oftest de 5 procent, som jeg bliver spurgt ind til, siger Rasmus.

Med de efterladte i bakspejlet 

Der er en time til bisættelsen. Flaget, der er hejst på halv, vajer blidt i vinden, alt imens Rasmus kører kisten ind til alteret. Han sætter nænsomt kistepynten på låget, træder et par skridt tilbage og sikrer sig, at alt er placeret korrekt. 

 

I våbenhuset samler han alle kondolencekortene i en kuvert og lægger herefter de mange blomsterhilsner til den afdøde ind i kirken, så midtergangen prydes af et sandt blomsterflor. 

 

Kirkeklokkerne ringer ind til ceremonien, og Rasmus har nu sørget for, at kirken står klar til at modtage dem, der møder op for at sige afdøde et sidste farvel. 

 

Imens man fornemmer salmesang og prædiken, sikrer han sig med en støvekost, at rustvognens sorte lak står skinnende og skarp til afdødes allersidste køretur. Herefter åbner han bagsmækken, ruller slædeudtrækket ud og går igen op mod kirkens indgang. 


Kirkeorglet spiller et yndigt postludium, og kisten bæres langsomt ud til rustvognen. Rasmus følger opmærksomt, at alt forløber, som det skal og hjælper med at få den placeret og fastgjort korrekt. Alt imens kistens låg fyldes med røde farvelroser, stiller Rasmus sig ved siden af rustvognen og giver de pårørende plads til et par minutters eftertænksomhed. 

 

Efter nogle minutter ruller han kisten ind under stjernehimlen, lukker forsigtigt bagsmækken i og sender et respektfuldt nik til de pårørende, inden han sætter sig ind i rustvognen for at køre afsted. 

 

Ledsaget af kirkeklokkernes bedeslag og med den nærmeste familie i bakspejlet forlader han langsomt kirken og kører mod krematoriet. 

Rasmus tænder rustvognens stjernehimmel, hver gang han transporterer en kiste.

IMG_0924.jpg

At tackle sorgen og de pårørende

- I hverdagen, hvor alt kører på højtryk, forholder man sig slet ikke til livets afslutning. Det er først, når døden rammer en helt tæt på, at man bevæger sig ind i sorgens boble. Pludselig opstår der en parallelverden, hvor man kan kigge ud på vejen og se, at alle fortsat kører på arbejde, siger Rasmus reflekterende. 

 

I situationer, hvor sorgen kan virke altoverskyggende, konkluderer Rasmus, at medmenneskelighed og empati er hans vigtigste arbejdsredskaber. 

Når han kan give dem en kvalificeret tryghed og omsorg, og kan få dem til at tænke tilbage på de gode minder, kan han for alvor mærke, at han er med til at gøre en forskel. Rasmus konstaterer, at der oftest skal så lidt til, før man begynder at snakke om de gode ting, og dermed giver sorgen et andet ansigt. 

 

- Jeg havde en samtale med en enke, da hendes mand var gået bort. I mange år kørte de hver dag ned til vandet med aftenkaffen for at nyde udsigten. Det var noget af det bedste, som hun kunne huske tilbage på, og derfor var det oplagt for mig at foreslå hende, om vi ikke skulle køre ned til vandet i rustvognen, så de kunne få en sidste køretur sammen.

 

Rasmus' fornemmeste opgave er at fange de pårørendes ønsker og flette de små betydningsfulde ting ind i processen for at hjælpe dem bedst muligt videre i deres sorg. Men opgaverne som bedemand er aldrig ens, og man kan ikke forberede sig på den sorg, man kommer ud til. Det skaber en alsidighed i jobbet, som Rasmus værdsætter. 

- Jeg kan komme ud til en dame på 90 år, der er afgået ved døden, hvor jeg kan tænke, at det er et langt liv, der har været levet, men her kan familien lige så vel være helt knuste og ulykkelige. Sorgen rammer os bare forskelligt, og det kan jeg ikke forberede mig på, bare fordi jeg er bedemand, fortæller Rasmus. 

Et job der skaber eftertanke 

- Der er ingen tvivl om, at det nogle gange kunne være rart at leve livet den anden vej. Man bliver jo klogere som tiden går, og hvorfor skal man for eksempel dø med flere millioner på bankkontoen, når de penge kunne have været brugt på at tilføje værdi til ens liv, spørger Rasmus med en vis eftertænksomhed.

 

Det er et job, hvor livet bliver sat i perspektiv, især når man kan relatere til den givne situation, rammer det en smule hårdere. 

- Det sværeste er selvfølgelig, når man har nogle dødsfald, som er alvorlige og pludselige, såsom biluheld, og børn der dør. Det kan være svært at fastholde den professionelle rolle, og det er nok fordi, at jeg selv har børn, at det rammer lidt ekstra hårdt. Man gør det jo så godt man kan, men man kan ikke undgå at blive påvirket af det, siger Rasmus med en let grødet stemme.

Bedemandsjobbet giver Rasmus en større respekt for og bevidsthed omkring livet. Det har han kunne mærke fra første dag, han trådte ind i branchen. Han bliver konstant mindet om, at ingen lever for evigt, og at man skal leve livet så godt som muligt og værdsætte selv de helt små ting. 

 

- Det kan ikke nytte noget, at man kun går og glæder sig til, at man skal holde ferie om 4 uger. Man skal jo også huske at nyde de 4 uger op til sin ferie. Lige pludselig risikerer man, at man ikke kommer afsted, fordi der sker et eller andet uventet, siger Rasmus velovervejet. 

IMG_0357.jpg

"Det er klart, at man kan blive berørt, men man skal kunne lægge tingene fra sig igen. Hvis man bliver ved med at hæfte sig ved en given situation eller et bestemt dødsfald, så kan man ikke være bedemand," fastslår Rasmus.

Døden som en naturlig del af livet

Det kan for mange være svært at nå til den erkendelse, at livet ikke varer for evigt. Ifølge Rasmus burde alle dog trods det, at det kan være svært, tale om døden og gøre sig de overordnede overvejelser. Det kan for eksempel være en god start at udfylde dokumentet "Min sidste vilje", hvori man kan nedskrive specifikke ønsker til, hvordan man vil have det skal foregå, når man går bort.

 

Generelt vurderer Rasmus, at en snak og åbenhed om livets afslutning kan skabe en følelse af samhørighed og et mere afslappet forhold til døden som en naturlig del af livet. 

 

I sit job som bedemand ønsker Rasmus at gøre døden til et håndgribeligt og vedkommende emne, da det kan sætte nogle tanker i gang hos det enkelte menneske og skabe en bevidsthed om, at vi skal gøre os umage med at leve det liv, vi har fået. 

 

- Jeg minder ofte mig selv om, at et liv på 50 år kan have været et meget bedre liv end et langt liv på 90 år, som har været et dårligt liv, siger Rasmus afklaret.