top of page
DJI_0518-2.jpg

Når levet liv brænder ud

Flammerne, der blev drevet af den værste hedebølge i 30 år, slugte en tredjedel af landskabet på Grækenlands andenstørste ø, Evia. Skeletterne af skovens træer står tilbage, og sortsvedne huse fylder livløst bybilledet. I de udbrændte områder kigger beboerne nu håbløsheden i øjnene, for brandene har haft livsændrende eftervirkninger, og hjælpen fra landets regering har været haltende. 

Af Stine Schjøtler

En røglugtende vind svæver tungt over det nordlige Evia. Skovene, der omkranser de snoede veje, plejede at stråle i smukke dybgrønne farver, men i dag er det kun mumificerede olivenplantager og knastørre nåletræer, der dækker landskabet. 

 

Sommeren 2021 endte med at blive et mareridtsscenarie for beboerne på Evia. Øen blev ramt af en voldsom naturbrand, der startede den 3. august og rasede i hele 10 dage. Flammerne fortærede over 100.000 hektar land. Det er en tredjedel af øen, og til en sammenligning svarer det til et areal på to gange Falsters størrelse. 

 

Brandene på Evia belejrede landsby efter landsby, hus efter hus og flere beboere beskriver dagene som decideret apokalyptiske. Trods det, at naturbrande ikke er et ukendt fænomen på øen, blev brandene i august nærmest uhåndterlige grundet klimaforandringernes voldsomme hedebølger, kraftige vindstød og haltende hjælp fra regeringen. 

IMG_9035.jpg
2.jpg
IMG_9105.jpg

76-årige Sofia Aggelopoulou har mistet sit hus i naturbrandene. Et hus hun havde haft i lidt over 10 år, og som var samlingspunktet for børn og børnebørn. For egne penge er de netop begyndt at rekonstruere huset. 

Begrænset hjælp

Under sommerens brande prioriterede den græske regering evakueringer over redning af landskabet, og deres plan lykkedes næsten; på Evia er to personer omkommet som følge af brandene. 

 

Det er et noget andet scenarie, end for tre år siden, hvor over 100 mennesker mistede livet i en naturbrand nær Athen. På dette punkt havde regeringen tydeligvis en klar og forbedret plan. Men denne håndtering efterlod ifølge flere af øens beboere brandmændene uden tilladelse til at bekæmpe ilden, når der ikke var menneskeliv på spil. Flere beboere så endda ikke skyggen af en brandbil, da brandene nærmede sig deres landsby. 

 

Kort efter katastrofen undskyldte Grækenlands Premierminister, Kyriakos Mitsotakis, for ‘enhver svaghed’ i håndteringen af brandene samt forsinkelser og misforståelser i brandslukningsindsatsen. 

 

- Jeg har fuld forståelse for smerten hos vores medborgere, der har set deres byer og ejendomme gå op i flammer, frustrationen hos dem, som blev evakueret fra deres landsbyer, selv vreden hos dem, der søgte luftstøtte uden at vide, om disse ville komme frem, udtalte han i en tv-transmitteret tale. 

 

En af de brandmænd, der kunne mærke misgrebene i brandslukningsprocessen var 35-årige Thanassis Stefos. Han er født og opvokset i byen Rovies og hjælper brandvæsenet, når der er behov for det. 

 

Brandene stod på i 7 dage i byen Rovies, og Thanassis forklarer, at de kun var 10 brandmænd, hvoraf dette var en blanding af frivillige og uddannede. I de første 4 dage arbejdede de 24 timer i døgnet uden søvn og pauser. Som dagene gik blev Thanassis konstant ramt af en følelse af magtesløshed og udmattelse, men han holdt ud, så længe det varede. 

 

- Da jeg stod foran de høje, hurtigt spredende flammer, nåede jeg at blive bange ad flere omgange. Jeg udsatte mig selv for fare, men jeg havde besluttet mig for, at jeg ville give alt, hvad jeg havde og mere til, for jeg kunne ikke bare kigge på, imens min by forsvandt, siger Thanassis og beskriver, hvordan flammernes ulidelige varme og den udskilte røg nærmest gjorde det umuligt at trække vejret. 

Vejen ud af katastrofen

I dag, 3 måneder senere, er flammerne jovist slukket, men for beboerne på Evia er problemerne først lige begyndt. Premierministerens tale giver ekko i de berørte områder, der rummer alt fra børnefamilier, der har mistet huse, olivenfarmere der nu står med ødelagte plantager, biavlere der har mistet deres bier og hotelejere, der står med bygninger, hvor væggene er det eneste, der er tilbage. Ingen af dem ved, hvornår de vil få den omtalte erstatning, og de tvivler på, hvorvidt den egentlig bliver en realitet. 

 

Beboerne skal nu til at finde deres egen vej gennem katastrofen. Når man endnu ikke ved, hvilken hjælp man kan få, kan denne vej virke lang og uoverskuelig, og det kan i den grad være svært at holde hovedet højt, når ens drømme fra den ene dag til den anden bliver erstattet af mareridt om 30 meter høje flammer, og alt hvad man havde kært bliver til aske.

10.jpg

Amalia Bloukidi lukker sine øjne i et kort sekund og forestiller sig, hvordan hotellet og landskabet så ud for bare 3 måneder siden. 

En branche i fare

- Mit hoved er stadig fyldt med røg. Jeg kan ikke sove om natten, for når jeg prøver at lukke mine øjne, ser jeg flammer, siger 56-årige Amalia, mens en stille tårestrøm siver ned ad hendes kinder. 

 

Amalia Bloukidi står i den nedbrændte bygning, hvor hotellets tomandsværelser med panoramaudsigt plejede at være. Hun kigger fortabt ud over det forkullede landskab og kniber øjnene sammen i et kort sekund. Hendes ansigtsudtryk afspejler en tydelig frustration.  

 

Vateri Guesthouse ligger lidt uden for byen Limni i den nordvestlige del af øen. Amalia har drevet hotellet med sin storebror Giorgos i 22 år, efter de overtog det fra forældrene. Hotellet ligger lysåbent i bjergene, hvor havudsigt og skov plejede at gå op i en højere enhed. Men nu er stemningen en helt anden. Nu er det næsten som om, at den brændte skov med sin uhygge overskygger den ellers smukke havudsigt.

 

- Jeg har en uro inde i mig, for jeg har svært ved at forestille mig, hvordan vi skal tiltrække turister, når vi ikke længere kan tilbyde dem en smuk natur, siger Amalia.

 

Men det er ikke kun turismen, der bekymrer Amalia. Udsigterne til at få en kompensation til en genopbygning af Vateri Guesthouse finder hun ligeså usikker.   

 

- Vi kan måske få en kompensation fra regeringen, men det er en lang proces, som vi ikke kan vente på. Vi har allerede mistet to somre grundet Covid-19, vi kan ikke miste endnu én på grund af brandene, siger Amalia og tilføjer dog fortrøstningsfuldt, at mange af hotellets trofaste gæster har sendt dem økonomisk tilskud til en rekonstruering af hotellet. 

 

Men Amalia er afklaret med, at der vil gå lang tid, før Vateri Guesthouse ligner sig selv igen. 

 

- De problemer vi står overfor nu er hårde at indse. Intet er, som det var før, og det vil formentlig aldrig komme til at være som før. Jeg tror ikke engang, at jeg når at opleve, at naturen heler igen, men livet fortsætter, og det er vores hjem, som jeg elsker, om det så er brændt eller ej, fastslår Amalia. 

IMG_0779.jpg
8-2.jpg
5.jpg

Lyden af hårdtarbejdende motorsave er efterhånden en velkendt lyd i det nordlige Evia. 66-årige Vasilis Kallitsis er en af de mange skovhuggere, der siden slut august har arbejdet hårdt for at få fældet de brændte træer. Stammerne bruger de til at bygge vandbarrikader af, da der ikke længere er rødder til at tage fra for regnvandet.

Afhængig af fyrretræerne

Den 60-årige biavler Nikos Brikos vandrer rundt blandt de afbrændte bistader, der er placeret i skoven beliggende bag byen Rovies. 

 

- Nærmest alt er blevet opslugt af flammerne. Mit grej, mit værksted, bistaderne og endda bierne, siger Nikos. Han tager låget af en kulsort bistade, stikker hånden deri og fisker en hel håndfuld brændte bier op. 

 

Grækenland er en af Europas største honningproducenter grundet klimaet og dets frodige landskab, der skaber gode trivselsvilkår for bierne. Omkring 40 procent af den græske fyrrehonning bliver produceret i det nordlige Evia. 

 

Nikos var ikke professionel biavler, men han havde alligevel 42 bistader indeholdende flere tusinde bier i hver af dem. 30 af dem er nu brændt, og han er usikker på, om de sidste 12 stader og deres tilhørende bier vil overleve. 

 

- Mange af honningproduktionerne i de brændte områder var baseret på fyrretræerne. Nu, hvor der ingen fyrretræer er tilbage, får bierne ingen føde, og vi er nødsaget til at flytte vores bistader til andre områder på øen, hvis vi vil have nogen forhåbning om at genskabe en produktion, siger Nikos. 

IMG_8770.jpg
IMG_8739.jpg

For altid et forandret hjem

De grådige flammer vandrede også til bjerglandsbyen Kokkinomilia, hvor beboerne kæmpede en tabt kamp for at redde deres lille by. 

 

- Hele landsbyen var uden elektricitet og vand, men der blev stadig ikke sendt brandbiler til vores by. Når vi forsøgte at ringe efter hjælp, blev vores opkald enten ikke besvaret, og hvis de gjorde, blev vi afvist, forklarer 47-årige Kiki Gerali med vrede i stemmen. 

 

Hun står på byens højeste bakke, hvor man har fuldt overblik over den lille bjerglandsby. Det er stadig ikke gået op for hende, at byen nu er ændret for altid. Selv kirken, som blev anset som den lille landsbys vartegn, er efterladt i ruiner. 

 

- Intet ligner sig selv. Selv menneskerne her i byen har ændret ansigtsudtryk. Vi er triste over, at vi er blevet ladt i stikken på denne måde, siger Kiki og tager sig til hovedet. Hun tilføjer, at landsbyens beboere levede i ét med naturen, og at de stort set var selvforsynende med alt, hvad der var nødvendigt. 

 

- Det er ikke kun vores huse og ejendele, der er blevet taget fra os. Det er naturen omkring os oveni dette, og det gør ondt helt ind i hjertet på os. Det er grundlaget for vores liv her i Kokkinomilia, siger Kiki. 

 

I dag står Kiki og resten af landsbyens beboere endnu i uvisheden. Uvisheden om hvad fremtiden mon bringer. Landsbyen har stadig ikke hørt ét eneste ord fra regeringen, der skulle indikere, at de vil modtage en erstatning til genopbygningen af deres landsby. 

IMG_9768.jpg

Kiki Gerali går for første gang rundt i landsbyen Kokkinomilia og iagttager de nedbrændte huse.

Da livsværket forsvandt

Når døren til butikken åbnes, ville man normalt blive mødt af velduftende bagværk og smilende ejere. Nu mødes man af en tyk lugt af røg og en ubehagelig stemning. I 38 år har 55-årige Zoe Chalasti sammen med sin mand, 61-årige Panagiotis Chalastis, haft bageriet Noufaro i byen Rovies. I dag har brandene har ødelagt hele butikken og parrets livsværk. 

 

- Alt det vi har arbejdet for i årtier er blevet taget fra os. Vi prøver på at forstå det, men det er stadig uvirkeligt for os, siger Zoe, imens hun kører sin hånd hen over den askefyldte disk.

 

Hendes mand finder et gammelt fotoalbum frem, som indeholder billeder af selve bageriet og parrets kreationer gennem tiden. Han bladrer til en side med kager fra en børnefødselsdag og kigger på Zoe, der smiler forsigtigt, mens hun ryster på hovedet. Det lille fotoalbum er alt, hvad der er tilbage af deres forretning. 

 

- Da vi kom tilbage og så, at Noufaro var ødelagt, gik vi i choktilstand. Vi sad bare ude på fortovskanten i 3 timer og stirrede ud i luften. Vi snakkede ikke, vi kiggede ikke engang på hinanden, siger Zoe. 

 

Zoe Chalasti og Panagiotis Chalastis har ikke lagt en endelig fremtidsplan for deres bageri. Indtil videre har de ryddet op i hele butikken og har tanker om at flytte til et mindre lokale. 


- Det er en alt for stor mundfuld at starte et så stort bageri op igen. Det er et afsluttet kapitel, men måske vil vi finde et mindre lokale her i byen, siger Zoe og forklarer, at de selv vil finde penge til et nyt lokale, da de ikke stoler på, at en erstatning fra regeringen vil blive til virkelighed. 

IMG_8758.jpg
IMG_8802_edited.jpg

Hylderne i Noufaro plejede at bugne af specialiteter og smukke kagekreationer. I dag er hylderne tomme, og butikslokalet er dækket af et hvidgråt, røglugtende slør. 

Blandt brændte plantager

På terrassen ved Eleonas Hotel, der er placeret i udkanten af byen Rovies, sidder 69-årige Stefanos Valis med sin kone, 63-årige Marina Vali. I 21 år har parret drevet hotellet med fokus på at inddrage de besøgende i det tilhørende olivenlandbrug. 

 

De omkringliggende plantager, som indeholder omkring 3500 til 4000 oliventræer, plejede at dække landskabet i en flot støvet grøn farve. I dag består størstedelen af plantagerne af afbrændte blade og kulsorte stammer. 

 

Da flammerne rasede forsøgte Stefanos at komme dem til livs med hjælp fra sin søn, men de blev hurtigt bedt om at lade sig evakuere, fordi en bekæmpelse af branden var til fare for deres liv. 

 

- Da vi langt om længe lader os evakuere og går væk fra området, møder jeg indsatslederen på vejen, og jeg siger til ham, at de bliver nødt til at køre derop for at gøre noget. Han siger til mig, at det er for risikofyldt at bevæge sig derop. Jeg forklarer ham, at han enten skal køre derop med sin brandbil, og ellers vil jeg selv gå derop igen, siger Stefanos og opfølger, 

- Jeg endte selv med at gå derop igen, jeg kunne ikke bare stå og kigge på, at mit land stod i flammer.

 

I dag er han glad for, at han tog sagen i egen hånd. Jovist er der store skader i plantagerne, men mange af træerne står til at redde. Parret ønsker så vidt muligt ikke at plante nye træer, men derimod ønsker de at lade naturen klare sig selv. 

 

- Det er en lang proces at følge naturens tempo. Det vil tage mindst 10 år før træerne, der er blevet meget skadet, vil gro igen. For de træer der er blevet delvist skadet, vil jeg skyde på, at det vil tage omkring 5 år, forklarer Stefanos og tilføjer, at øen i alt har fået ødelagt 500.000 oliventræer. 

 

Skaden er urimelig stor, og det gør ondt på Stefanos at tænke på hvor mange af øens beboere, der er afhængige af olivenplantagerne og hvor stor en forretning, der er blevet påvirket.

IMG_9255_edited.jpg

Stefanos Valis og Marina Vali har efterhånden talt sig frem til, at cirka 2500-3000 træer er blevet ødelagt grundet brandene.

Drømme på et A4-ark

Morgensolen lyser blidt ind i familiens baggård, hvor dagen så småt er ved at begynde. 11-årige Kostas Steffos sætter sig ved det lille cafébord, hvor hans mormor sidder og madder hans 9 måneder gamle lillesøster. Hans mor står i døråbningen og får sin morgenkaffe. 

 

Meget har ændret sig siden katastrofen i august. Både Kostas’ barndomshjem og bedsteforældrenes hus gik op i flammer, så i dag bor familien sammen i en lille lejlighed i byen Rovies. Mor Dimitra, far Stathis, hans to mindre søstre, mormor, morfar og Kostas selv. Syv mennesker i alt. 

 

Familien har været hårdt ramt, for det er ikke kun husene, som de har mistet. Kostas’ far havde nemlig sit landbrug oppe i den nærliggende skov. Men her er nærmest alt brændt. Naturen, arbejdsredskaber, maskiner og dyr.

 

Kostas fortæller stolt, hvordan han nærmest hver eneste dag tog med faren på arbejde for at passe landbruget. Kostas rejser sig fra stolen og går ind i huset. Han kommer tilbage med en A4 blok, hvori han har tegnet utallige tegninger. Han fremviser stolt en farverig tegning, med overskriften “Farming ideas of Kostas”. På den grønne mark går kaniner, høns og får, ligesom på det landbrug hans far havde. På stien kører en gul og grøn traktor. 

 

- Jeg kunne godt tænke mig en traktor som denne. Det er en John Deere, og det er mit yndlingsmærke, fortæller Kostas ivrigt. 

 

Han bladrer til den næste side, og her bliver tegningernes stemning en anden. Fra drømmende tegninger til tegninger af sorte træer og bjerge i flammer.

 

Kostas var med til at slukke brandene sammen med sin far, og han forklarer, at tegningerne illustrerer dét, som han så. 

 

- Jeg var ikke bange for ilden, men jeg er sur over, at alle mine ting er blevet taget fra mig, siger Kostas. 

 

Han bladrer til en blank A4 side, finder sine farveblyanter frem og begynder at tegne endnu en John Deere traktor med græs omkring sig. Brandene har ikke sat en stopper for Kostas’ håb og fremtidsdrømme om grønne marker, frodige træer, traktorer og dyr. 

7.jpg
bottom of page